faellesjagt-den-24-oktober-2020

På fællesjagten den 24 oktober 2020 var der mødt 16 medlemmer og 5 gæstejægere op. ( 5 hunde )

Mange af jægerne mødte op kl. 8.00 i maskinhuset ved siden af jagthytten, for at nyde sit eget medbragte morgenbrød. Det var en rigtig dejlig morgen med mildt og stille vejr. Snakken denne morgen gik mest på det nye forsamlingsforbud på 10 personer som træder i kraft på mandag den 26 oktober, det kunne måske også betyde at det var den sidste jagt i foreningen i år, hvis vi også bliver omfattet af forbudet om ikke at forsamles mere end 10 personer.

Kl. 9.00 blæste Jesper til samling og Lars bød velkommen til dagens jagt, han gennemgik hvilke såter vi ville drive i dag og hvilke vildtarter der måtte skydes og sikkerheden omkring afgivelse af skud. Herefter blæste Jesper jagt begynd.

Første såt var i Rasmusmose og her var der knap så mange rådyr som ved sidste jagt. Der blev leveret 2 snepper og det var den samme jæger der med kort mellemrum fik ram på begge snepper, der blev også afgivet skud til flere snepper uden resultat. Der blev dog set omkring 10 stykker råvildt og 1 ræv + 1 fasankok.

Herefter kørte vi til Aslundskoven, hvor vi drev det stykke der ligger nord for jagthytten, der blev skudt til en sneppe og der blev set en 6 - 7 stykker råvildt.

Så kom den sikre såt, nemlig frokostpausen, hvor snakke gik om hvad de enkelte jægere havde oplevet i løbet af formiddagen.

Efter frokost drev vi det stykke der ligger syd for jagthytten og her blev der leveret 1 rådyr.

Dagens sidste såt var Rimmerskoven og her blev der også skudt efter et par snepper, den ene gik også ned, men trods ihærdig eftersøgning med flere hunde blev den ikke fundet.

På dagens jagt blev der afgivet 12 skud og vinderen af bengæt ( 9 ben ) blev Henning Pedersen. Der var også sneppepokal til gæstejæger Mikael Kristensen for at have nedlagt den første sneppe i år.

Jesper blæste over det nedlagte vildt og jagt forbi. Herefter blev det nedlagte vildt solgt på aktion, de 2 sneppe tilfaldt skytten. Lars takkede jægerne for en god og sikker afvikling af dagen uden nogen form af episoder.

Angående afvikling af kommende jagter afventer vi meldinger fra Jægerforbundet, for om også jagt i det fri er omfattet af forsamlings forbudet på 10 personer. Medlemmerne vil snarest muligt blive informeret herom på mail hurtigst muligt.

Mvh. Bestyrelsen.