faellesjagt-den-26-oktober-2024

faellesjagt-den-26-oktober-2024På fællesjagten den 26 oktober 2024 var der mødt 19 medlemmer og 6 gæstejægere op. ( 7 hunde )

Der blev som vanligt startet med morgenbrød til alle de fremmødte jægere og Jan Justsen havde taget leverpostej med der var lavet af rådyrkød, som smagte godt. Der var meget snak rundt ved bordene, da der var blevet meldt ud at vi havde lejet et stort jagtareal.

Kl. 9.00 blæste Jesper til samling, herefter fortalte Lars om de jagtarealer vi skulle drive af i dag, heriblandt det nye areal vi skulle starte med. Han omtalte også om at man skulle passe på for lave skud, da der nok kunne forventes at der var en del snepper og derved vise hensyn til hinanden.

Vi kørte først til det ny lejede areal, der ligger ca. 10 km fra Aslund Hytten. Da det var første gang vi skulle drive stykket af var det som en prøve på hvordan det var bedst at stille skytter og hvor hundefører skulle starte. Der gik ikke mange minutter efter drevet var startet i noget piletræ beplantning før det første rådyr var nedlagt, der blev yderligere nedlagt 1 sneppe, 1 rådyr og 4 fasaner på det gode jagtterræn. Der blev skudt til flere snepper og fasaner, der blev set en del flere rådyr, men vi havde besluttet at vi kun ville skyde 2 rådyr på jagten i dag på det nye areal. Der var også en lille sø/vandhul inde imellem buskene/træerne, her var der en 25 -30 krikænder der lettede uden for skudhold. Så det lover godt for de næste jagter.

Næste såt var grusgraven der ligger nord for Aslund Hytten, her blev der nedlagt 2 rådyr.

Herefter var der frokostpause, hvor vi rigtig kunne fortælle hinanden hvad vi havde oplevet på de første såter.

Over middag drev vi østsiden af Aslundskoven og her blev der set en del råvildt uden at der blev afgivet skud.

Sidste såt var Rimmerskoven, her blev der set et par rådyr uden afgivelse af skud.

Der blev på dagens jagt afgivet 32 skud og dagens vinder af bengæt blev Hans Bengtson ( 26 ben ) Herefter blev det nedlagte vildt solgt på auktion. Jesper blæste over det de forskellige nedlagte vildtarter og til sidst jagt forbi.

Lars takkede alle fremmødte jægere for en dejlig jagtdag i det gode oktober vejr, han vil en af de næste dag sende meddelelse ud om at der vil bliv afholdt en extra arbejdsdag med henblik på det nye jagtareal, Der skal flyttes en jagtstige og der skal ordnes noget med nogle fodertønder.

Næste jagt er lørdag den 16 november 2024 kl. 9.00. Så vi håber at se mange af jer igen til endnu en god jagtdag.

Mvh. Bestyrelsen.