På fællesjagten den 12 december 2020 var der mødt 13 medlemmer og 4 gæster op. ( 5 hunde )

På grund af covid-19 restriktioner var vi blevet delt op i 2 hold på forhånd, det ene hold mødte ind ved den store parkeringsplads ved Aslundskoven og det andet hold ved Aslund Hytten. Der blev så holdt paroler de 2 steder ved henholdsvis Lars og Jesper der fortalte hvilke såter vi skulle drive i dag og hvad der var tilladt at skyde, samt at det var vigigt at holde god afstand grupperne imellem.

Vi kørte herefter til Rasmusmose, den ene gruppe kørte helt ned til mosen, den anden til Heden Vingaard for at holde god afstand. Der var rigtig mange rådyr, snepper og et par fasankokke, så der var godt gang i skyderiet. Der blev dog kun leveret 2 snepper og 1 rådyr. Det mest dramatiske var at det blev en kort jagt for en af hundefolkene, da Kurt Jacobsen faldt i et af hullerne i mosen og stod i vand til brystet og måtte råbe om hjælp for at komme op igen og derefter måtte rejse hjem.

Vi kørte herefter til Aslundskoven, hvor vi drev det stykke nord for Aslund hytten, der blev set 2 - 3 rådyr men ingen skud blev løsnet.

Herefter var der frokostpause.

Efter frokostpausen drev vi østre side af Aslundskoven, her blev der heller ikke afgivet skud, der blev set et enkelt rådyr.

Sidste såt var Rimmerskoven, her blev der afgivet skud til et par snepper, der var et enkelt rådyr og 1 fasankok uden at der blev afgivet skud til dem.

På dagens jagt blev der afgivet 24 skud og vinder af bengæt blev den uheldige jæger der faldt i vandhullet Kurt Jacobsen ( 8 ben ) han vil få præmien ved en senere lejlighed.

De 2 skudte snepper tilfaldt skytterne. Det blev besluttet at det nedlagte rådyr skulle gå til Jægernes Julehjælp i år til værdigt trængende familier. Lars skærer dyret op, så der kan blive nogle gode stykker at give væk til trængte familier.

Næste jagt er rævejagten den 9 januar 2021, der bliver lige som de sidste jagter plads til max. 20 deltagere og det er først til mølle. Der bliver lukket for tilmeldelse ved 20 tilmeldte. Mvh. Bestyrelsen.

 

© 2024 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/