På rævejagten den 11 januar 2020 var der mødt 13 medlemmer og 2 gæster op. ( 4 hunde )

Der blev som vanligt startet op med morgenbrød og hyggeligt samvær. Vejret så ud til at arte sig godt, der var lovet overskyet vejr hele dagen og blæst.

Kl. 9.00 blæste Jesper til samling og herefter bød Harry de fremmødte jægere velkommen til årets første jagt og ønskede alle et godt nytår. Der måtte skydes hvad jagtloven tillader.

Vi kørte først til Rasmusmose hvor vi drev 2 såter og her blev der leveret 4 rådyr og 2 snepper. Der var rigtig mange rådyr i mosen denne dag og der blev set 25 - 30 rådyr mere, der var også en del flere snepper end der blev leveret. Vi havde også tilkaldt en schweiishundefører for at eftersøge et par stykker råvildt, uden at der var det mindste spor af dem.

Herefter kørte vi til Aslundskoven, hvor vi drev det stykke der ligger nord for jagthytten, her blev der skudt til en sneppe og der blev set flere stykker råvildt.

Så var der frokostpause.

Efter frokost drev vi østre side af Aslundskoven uden at der blev løsnet et eneste skud, her blev der også set flere stykker råvildt og nogle snepper.

Dagens sidste såt var Rimmerskoven og her blev der brugt en del patroner, da der var en del snepper som fik skud med på vejen, uden at de blev leveret. Der blev leveret 2 fine fasankokke og der blev set et par rådyr uden at der blev afgivet skud.

Jesper blæste på jagthornet over de forskellige vildtarter vi havde skudt og til sidst jagt forbi.

Vinderen af bengæt ( 25 stk ) blev Kaj Poulsen Nielsen. Herefter blev det nedlagte vildt solgt på aktion.

Det blev en rigtig god jagtdag, med en flot vildtparade til sidst.

Næste rævejagt er den 25 januar og her vil der blive serveret gule ærter efter jagten til en kuvertpris af 75 kr. Husk at i selv skal have dyb, flad tallerken samt bestik med. Tilmelding på hjemmesiden senest den 21 januar for dem der vil have gule ærter.

Mvh. Bestyrelsen.

© 2024 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/