På fællesjagten den 5 oktober 2019 var der mødt 14 medlemmer og 2 gæster op. ( 3 hunde )

Der blev som vanligt startet op med morgenbrød og hyggeligt samvær. Den første jagt i efteråret er altid imødeset med stor spænding, om hvad vi kan forvente at se på denne dag. Vejret var med os denne dag, da der var lovet solskin hele dagen.

Kl. 9.00 blæste Jesper til samling med jagthornet og dagens jagtleder var Lars, som bød alle velkommen til sæsonens første jagt. Han gennemgik hvilke såter vi ville drive i dag og der måtte skydes hvad jagtloven tillader, dog bad han om at vi skulle skåne gammel råen så vidt muligt. Herefter blev der også gennemgået de sædvanlige sikkerhedsforskrifter ved omgang med haglgevær og afgivelse af for lave skud.

Vi kørte først i Rasmusmose, hvor vi delte op i 2 såter og i den første såt blev der  leveret 1 rådyr, der blev også skudt til en and, i anden såt blev der ikke afgivet skud. Der blev set rigtig meget råvildt i de 2 såter i mosen og der var også et par snepper.

Vi kørte herefter til Aslundskoven, hvor vi drev det stykke der ligger syd for jagthytten, her blev der ikke set noget jagtbart vildt. Der var godt nok en del skovduer, men de er stadig fredet.

Jesper blæste til frokostpause med jagthornet, hvor der altid bliver talt livligt om hvad man har oplevet på tidligere jagter i året.

Efter frokost drev vi østre side af Aslundskoven, her blev der heller ikke afgivet nogen skud, der blev dog set 3 harer og et enkelt rådyr.

Dagens sidste såt var Rimmerskoven og her blev der leveret 1 rådyr og 1 fasankok.

På dagens jagt blev der kun afgivet 4 skud og vinderen af bengæt ( 10 stk ) blev Preben Agerbo. Jesper afsluttede dagen med jagthornet ved at blæse over det nedlagte vildt og herefter jagt forbi. Herefter blev det nedlagte vildt solgt på aktion.

Det var en rigtig god dag med solskin fra morgen til aften og med afgivelse af 4 skud og 3 nedlagte stykker vildt var træfsikkerheden høj.

Næste jagt er lørdag den 26 oktober, hvor vi ser frem til at mange af jer møder op igen.

Mvh. Bestyrelsen.

© 2024 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/