På fællesjagten den 26 oktober 2019 var der mødt 16 medlemmer og 5 gæstejægere op. ( 4 hunde)

Der var som vanligt morgenbrød til de fremmødte jægere, der var lovet storm og regn det meste af dagen, det  holdt ikke helt stik, der var nærmest vindstille hele dagen og om formiddagen dryppede det kun lidt, men over middag tog regnen til.

Kl. 9.00 blæste Jesper til samling og Lars bød herefter velkommen til dagens jagt og gennemgik hvilke såter vi skulle drive i dag, sikkerheden blev også indskærpet om ikke at afgive for lave skud. Der måtte skydes hvad jagtloven tillader, undtagen fasanhønen som vi har fredet på vores jagter. Herefter blæste Jesper jagt begynd på sit jagthorn.

Vi kørte til Rasmusmose hvor vi drev 2 såter,  i første såt blev der skudt til 2 snepper som ikke blev leveret, i anden såt blev der leveret 1 hare og 1 bekkasin. Der blev også skudt til et stykke råvildt, vi havde senere en schweishund til at eftersøge uden at det gav noget resultat.

Herefter kørte vi til Aslundskoven, hvor vi drev det stykke der ligger nord for jagthytten og her blev der leveret 1 rådyr med 1 skud, der blev set flere rådyr i denne såt.

 Efter denne såt var der frokostpause.

Efter frokosten drev vi østre side af Aslundskoven, her blev der skudt til et rådyr som ikke blev leveret. Det blev efterfølgende også eftersøgt af en schweishund uden at det gav noget resultat.

Sidste såt var Rimmerskoven hvor der blev leveret 1 sneppe og 1 fasankok.

Jesper Rovsing blæste over det nedlagt vildt og sluttede af med jagt forbi.

På dagens jagt blev der afgivet 11 skud og vinderen af bengæt ( 14 stk ) blev Jens Høj. Der var også sneppe pokal til Ivan de Rosche for at have nedlagt den første sneppe i år. Herefter blev det nedlagte vildt solgt på aktion.

Det blev trods alt en rigtig god jagtdag, selv om at det regnede mere eller mindre dagen lang.

Næste jagt er skolejagten fredag den 1 november, hvor vi håber at flere af jer møder op igen. Det er gratis at deltage i skolejagten.

Mvh. Bestyrelsen

 

 

© 2024 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/