På fællesjagten den 7 oktober 2017 var der mødt 18 medlemmer og 2 gæster op. ( 4 hunde )

Der blev som vanligt startet op med morgenbrød. Den første jagt i efteråret er altid i mødeset med stor spænding om hvad vi kan forvente at se på denne dag. Meterologerne viste sig ikke fra den bedste side, da der var lovet småregn det meste af dagen og det holdt også stik.

Kl. 9.00 bød Harry velkommen til dagens jagt, som i dag var lidt speciel da Børge Schou fik overrakt diplom for 70 års medlemsskab af Vester & Ø. Hassing Jagtforening. Per Pedersen og Viggo Kristensen blev fejret for 70 års fødselsdag og Poul Erik Andersen med 60 år, alle fire fik vingave.

Dagens jagtleder var Jesper Rovsing som berettede om hvordan vi ville drive dagens såter. Der måtte skydes hvad jagtloven tillader, undtagen fasanhønen som vi altid har fredet på vores jagter og hvis det var muligt skulle vi også undgå at skyde gammel råen, hvis det kunne lade sig gøre.

Den første såt var den sydlige del af Aslund skoven på vestsiden af vejen, der faldt ingen skud på den første såt, men der blev set råvildt, fasanhøne og måske en sneppe.

Anden såt var det midterste stykke af Aslund skoven syd for jagthytten, her blev der heller ikke afgivet skud. Der var dog flere der havde chancen til at skyde gammel råen, men som der blev sagt på parolen før jagten om at skåne den, fik den lov at passere.

Tredie såt var den nord for jagthytten og her blev der leveret et bukkelam, der var en hel del råvildt mere på denne såt, uden at de kom på skudhold. Der blev også skudt på en hare, som ikke blev leveret.

Så var der frokost og som vanligt var der godt gang i jagthistorie snakken.

Efter frokost blev østre side af Aslund skoven drevet af, også her uden skudafgivelse, der blev dog set et enkelt stykke råvildt.

Dagens sidste såt var Rimmerskoven og her blev der leveret 2 rådyr, der blev også skudt på 2 ræve som ikke blev leveret, den ene så dog ud til at være ramt, men en eftersøgning gav intet resultat.

På dagens jagt blev der afgivet 9 skud og vinderen af bengæt ( 13 stk ) blev Alfred Dalby. Herefter blev det nedlagte vildt solgt på aktion.

På trods af at det regnede mere eller mindre det meste af dagen var alle fremmødte i godt humør og jagten forløb uden nogen som helst problemer.

Næste jagt er den 28 oktober, hvor vi ser frem til at se mange af jer igen og så må vi håbe at vejrguderne er lidt mere venligt stemt over for os.

Mvh. Bestyrelsen.

 

© 2024 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/